Om mig

Varmt velkommen til mit lille univers!
Jeg håber, som sagt, du føler dig mødt, set og måske en smule inspireret herinde.

Privat er jeg mor til den aller skønneste, seje, stædige Sarah på 4 år. Det at blive og være mor er en af de aller største, mest udfordrende og givende processer i mit liv, og den bliver bare større og mere givende.
Skønne Sarah er en meget kærkommen overraskelsesbaby. Vi har aldrig boet sammen med farmand, men han har lige fra begyndelsen været en del af hendes liv. At blive forældre med en mand, jeg i virkeligheden ikke kendte så meget til, har været en af de største udfordringer i mit liv. Jeg lander mere og mere i det, men hold nu op det har været en proces.

Sarah og jeg bor i en lille landsby i samme hus som min bror og hans familie og har skov og marker lige uden for døren.

Jeg er kvinde med alt, hvad det indebærer af fantastiske indsigter! Jeg elsker at opleve den enorme kraft, der ligger i det kvindelige. Og forundres til stadighed over det enorme kraftfelt, der opstår, når kvinder er flere sammen og støtter og styrker hinanden.

Jeg er jordemoder og elsker mit fag. I 2016 måtte jeg desværre sygemelde mig stress og en deraf følgende depression. Jeg gik fra at være hende, der kunne bevare roen i selv de mest pressede situationer - med en urokkelig tro på at alt nok skulle falde ud, som det var meningen - at kunne se det positive i langt de fleste situationer 
til at være en meget bange, ekstremt usikker, glemsom og asocial version af mig selv - der kun så alt det, der potentielt kunne gå galt - Og det skræmte mig ad pommern til! 

For hvordan skulle jeg så være den jordemoder og ikke mindst den version af mig, jeg gerne ville være? 

Jeg blev bange - bange for min situation, som den var, og ikke mindst for om jeg nu var forandret for altid?

Her 2 år senere kan jeg ganske ærligt sige, at jeg er forandret - men heldigvis til det bedre!

Det har krævet blod, sved og tårer, har været og er til stadighed en lang rejse ind i mig selv. Fyldt med en masse tagen afsked til ting, der før var en del af mig. 
Stress sætter dybe spor, og nogle af de ting, jeg kunne før, kommer jeg aldrig til at kunne igen. Og det er faktisk ved at være helt okay - for selvom jeg førhen elskede at have mange jern i ilden og stadig bevare overblikket, at kunne køre på i dagevis, for så at segne senere, ofte at kunne udskyde mine behov og bevidst overhøre min krops signaler - så var det også netop de ting, der gjorde, at jeg til sidst var kørt så langt ned, at jeg knapt kunne rejse mig og tage mig af mit barn (dobbelt op på dårlig mor-samvittighed!)

Det betød et ufriviligt farvel til mit job som jordemoder på sygehuset, hvilket først var meget smertefuldt, men som sidenhen har vist sig at være den største gave, jeg kunne få på daværende tidspunkt.

Mindfulness og NLP kom ind i mit liv via min sygemelding og eftervirkningerne af stressen. Det er blevet de redskaber, der har bragt mig tilbage på mit nye spor i en mere bevidst udgave. Jeg har taget en mindfulness- instruktøruddannelse hos Dansk Mindfulnessakademi og er igang med NLP-mastercoach uddannelsen ved NLP Aalborg. Og jeg bruger dagligt begge redskaber i mit eget liv og med de mennesker, jeg færdes med.

Jeg vil elske at følge dig i din proces - holde rum for dig - støtte dig i, hvad end du måtte have behov for!

Skriv til mig herunder - jeg glæder mig til at høre fra dig!

Kort om mig:

  • Bachelor i teologi
  • Jordemoderuddannet i 2007
  • Har arbejdet som jordemoder i Hjørring, Aalborg, Grønland og på Færøerne
  • Obstetrisk akupunktur og diverse ammekonferencer og kurser
  • Instruktør i mindfulness
  • NLP coach – og under uddannelse til mastercoach
  • Mor til skønne seje stædige Sarah
  • Mit jordemoderhjerte banker for at hjælpe til at give kvinder, babyer og familier optimale vilkår i graviditet, fødsel og forældreskab.
  • Jeg har en stor forkærlighed for hjemmefødsler, amning og andet ”indgrebsfrit”