Om usikkerhed og processer……

Det er tid! Åh, hvor er det tid.
Det har ulmet længe længe……

Og mange ting har virket som uoverkommelige bump på vejen.

Hvordan laver man overhovedet en hjemmeside? Det kan jeg ihvertfald ikke!
Hvad med SoMe - how to? Og hvad nu hvis jeg ingen likes får? Eller følgere? Eller hvad det nu er, man skal have?
Hvad nu, hvis alt det mit hoved og hjerte er fuldt af, ikke bliver modtaget godt? Hvis ingen kan lide det? Kan genkende det? Bruge det?
Og hvad nu hvis det faktisk kan bruges? Hvis nogen har brug for det og brug for mig? Kan jeg leve op til det? Er jeg klar? Har jeg overhovedet noget at bidrage med? Verden er fuld af fantastiske og dygtige mennesker, så hvorfor skulle nogen dog have brug for lille mig.
Og så er der noget med budgetter, økonomi, SEO, MOMS, A-kasser og hvad har vi. Ikke umiddelbart min spidskompetence.

Nogen gange har det bare virket nemmere helt at lade være. Og ovenstående er jo i virkeligheden udtryk for noget helt andet og dybereliggende. Nemlig fordi jeg i bund og grund både er bange for at fejle og mindst lige så meget for at lykkes. Der følger jo et kæmpe ansvar med begge dele. Ninasverden.dk er noget jeg helt selv har skabt!

Så jeg har virkelig haft brug for ulme-delen. At det lige så stille kunne vokse.
At finde ud af at det faktisk bare krævede en formiddag i haven hos en dejlig veninde, der formåede at skabe rum til, at jeg lige så stille kunne gå i kast med hjemmeside-delen. Lige der i solen med en kop te var det slet ikke så farligt. Og så var den begrænsende overbevisning jo gjort til skamme.

Og lige så stille begyndte hjemmesiden at tage form.
Ret lyserød er den, og de, der kender mig vil vide, at jeg til tider har forsaget alt lyserødt. Men det er ligesom blevet hængende. Efterhånden har jeg helt vænnet mig til det. Og efter i en tid at have syntes, at det var for meget og derfor skulle laves om, så er jeg faktisk helt glad for det nu!
Jeg er stadig meget i proces med hjemmesiden og konceptet i det hele taget - som jeg er med alting lige for tiden;-) Så bliv endelig ikke bange, hvis tingene pludselig ændrer sig hist og her, noget forsvinder eller nye tiltag kommer til.

Mit jordemodervirke har søde rummelige Louise Nørby hjulpet mig med. Hun har troligt ventet på jeg blev klar, skubbet mig blidt til tider, og accepteret, når jeg krøb tilbage i mit lille hul, fordi det var for tidligt.
Hun har heppet og troet på mig og har holdt mig i hånden på vej ud på barselsbesøg hos nybagte forældre, eller inden jeg skulle give rebozo-massage i hendes skønne skønne biks.
Og lige så stille mærker jeg igen mit jordemoderhjerte og mine styrker, og alt det jeg rent faktisk kan som jordemoder! Og hvordan jordemoderarbejdet ikke længere bare er hårdt og slidsomt. Det bliver nemt og naturligt, når jeg får lov at gøre det, jeg er god til på mine og ikke mindst de gravide/barslendes præmisser. Når min faglighed og mine værdier bliver værdsat.

Lige så stille begyndte jeg også at fortælle om min hjemmeside, alle mine ideer og tanker - at sige det højt til nogen. Og så fulgte identiteten og troen med. Det er som om, at jo mere jeg tager ejerskab, jo mere virkeligt bliver det.
Og i dag sagde jeg det højt til endnu en veninde, som jeg ikke har set i lang tid. Som om nogen ved, hvad det vil sige at være i proces, og som har været det længe. Og det har været tungt og drøjt og livsomvæltende, og alligevel formår hun at være i det. Med småbitte skridt at få sig selv og sit sårbare men stærke hjerte med. Og at bede om hjælp til det der er svært.
Og hun klappede, fik gåsehud og blev begejstret og spændt på mine vegne. Og jeg voksede lige ½ meter og besluttede, at nu skulle det altså være - ikke mere angst for at miste min dagpenge-ret, for at falde igennem med et brag, for ikke at slå til osv osv. Men istedet begejstring, lyst og mod til at stå ved mig selv og tro på, at det, jeg kan, er godt og vigtigt.

Jeg bliver stadig virkelig bange! Og har lyst til at løbe langt væk fra det hele og fra den følelse. Men jeg ved nu, at følelsen vil følge med mig uanset, hvad jeg laver. Jeg ved også, at den går over, og heldigvis mærker jeg lysten, drivkraften og begejstringen så stærkt, at angsten hurtigt forsvinder igen.

Så nu springer jeg ud i det, og så får det lov at vokse og forme sig hen ad vejen.

Så HELLO WORLD som wordpress så smukt udtrykker det - tiden er inde!
Skriv en kommentar herunder eller hop ind på insta eller facebook - hvor du nu bedst kan li’ at være - og følg med på min rejse.

De allerkærligste sommeraften-hilsner fra Nina

2 Comments

  1. Louisa Rosamynthe

    Kære Nina

    Jeg er taknemmelig for, at vores veje er krydset. Din godhed er en stor inspiration, og jeg glæder mig til at følge med på din videre rejse.
    Alt det bedste!

  2. Nina Karner

    You go girl! Jeg får helt tårer i øjnene, og melder mig i dit heppekor for evigt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *